Når stilheden sætter ind.

Nu er jeg hjemme. Væk fra alle menneskerne, jeg ellers lever side om side med. Jeg sidder på mit værelse, med et lydløst TV i baggrunden, lyttende til Coldplay, som giver den gas på mit iTunes. Her er meget stille, meget roligt og faktisk også meget ensomt. Jeg har vænnet mig til det faktum at jeg har mennesker omkring mig 24/7. Den ellers konstante lyd af folk der småsnakker er nu erstattet med min stedfars fløjten nedenunder og min søsters fjernsyn i værelset ved siden af. Jeg har allermest lyst til at tage hjem til en eller anden, men det er bare lidt for sent nu. Næste gang jeg skal se en person, som ikke er familierelateret er søndag morgen. Det virker som om der er evigheder til! Jeg har aldrig været god til at være alene, men efter Rantz er det blevet meget værre. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det skal gå når vi stopper! Jeg må få mig en permanent roommate - eller 95. Jeg glæder mig til at komme tilbage. Glæder mig til at sidde og koge til nyhederne om morgenen, til at kaste gulerødder i hovedet på mine kontaktgruppemedlemmer, til at hygge på værelserne, til at gå ture og alt andet som hører Rantz til. Men mest af alt glæder jeg mig til at kunne sidde på mit værelse, en sen aften, og lytte til Josh og AK der flækker af grin over IdiotBox, Louise og Pinkie der snakker ude på badeværelset og drengene fra 5'eren der gamer og at jeg bare behøver åbne min dør for at være omkring dem. Efterskolebarn? Det kan man vist roligt kalde mig. Så må vi se hvordan det går om 8 måneder, når det eneste jeg har tilbage er minder fra det, der nok bliver det bedste år i mit liv.