Når stilheden sætter ind.

Nu er jeg hjemme. Væk fra alle menneskerne, jeg ellers lever side om side med. Jeg sidder på mit værelse, med et lydløst TV i baggrunden, lyttende til Coldplay, som giver den gas på mit iTunes. Her er meget stille, meget roligt og faktisk også meget ensomt. Jeg har vænnet mig til det faktum at jeg har mennesker omkring mig 24/7. Den ellers konstante lyd af folk der småsnakker er nu erstattet med min stedfars fløjten nedenunder og min søsters fjernsyn i værelset ved siden af. Jeg har allermest lyst til at tage hjem til en eller anden, men det er bare lidt for sent nu. Næste gang jeg skal se en person, som ikke er familierelateret er søndag morgen. Det virker som om der er evigheder til! Jeg har aldrig været god til at være alene, men efter Rantz er det blevet meget værre. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det skal gå når vi stopper! Jeg må få mig en permanent roommate - eller 95. Jeg glæder mig til at komme tilbage. Glæder mig til at sidde og koge til nyhederne om morgenen, til at kaste gulerødder i hovedet på mine kontaktgruppemedlemmer, til at hygge på værelserne, til at gå ture og alt andet som hører Rantz til. Men mest af alt glæder jeg mig til at kunne sidde på mit værelse, en sen aften, og lytte til Josh og AK der flækker af grin over IdiotBox, Louise og Pinkie der snakker ude på badeværelset og drengene fra 5'eren der gamer og at jeg bare behøver åbne min dør for at være omkring dem. Efterskolebarn? Det kan man vist roligt kalde mig. Så må vi se hvordan det går om 8 måneder, når det eneste jeg har tilbage er minder fra det, der nok bliver det bedste år i mit liv.

Poetry-time.

Jeg har skrevet mit livs første digt! De to jeg har vist det til, Louise og Josh, mener begge at jeg skal udgive det på min blog. So here it is!

I’ve got a fear inside of me.

It’s screaming your name,

screaming my pain.

It screams that i’m losing.

Losing you, losing us, losing this.

Losing it.

I’ve got a smile inside of me.

It’s singing about your eyes,

singing away all the failed tries

It’s singing about the love,

i hope one day you’ll be ready to give.

To me, to us, to this

To everything. 

Perfektion.

Damn, det er alt for længe siden! Jeg undskylder voldsomt, desværre har efterskolen optaget al min opmærksomhed og energi. Men NU er det tid til at blogge og scheisse hvor har jeg meget at berette om. Problemet med efterskole er, at hvis ikke man har prøvet det, vil man aldrig kunne forstå det. Ligesom med kærlighed. Her er så vanvittigt fantastisk og hyggeligt - jeg har aldrig prøvet noget lignende! Sådan her ville jeg forestille mig en drømmeverden! Og apropos kærlighed - min kærlighed til stedet her, vokser for hver morgen jeg vågner op og benægter vækkeurets ringen og hver aften jeg sidder og hører musik og hyggesnakker med mine værelseskammerater. For hver gang jeg drikker varm kakao med gutterne til rengøring, eller når vi placerer brødkurven på toppen af Asger fra min kontaktgruppes hoved til spisning, og han må balancere med den resten af måltidet, tænker jeg at nu kan det ikke blive bedre. Jeg kan simpelthen ikke beskrive mit liv som andet end, fuldstændig perfekt, lige nu.

- Men i stedet for at bruge en hel masse tid på en hel masse rosende ord om Rantzausminde Efterskole, kan i jo høre lidt om hvad vi render rundt og laver her på stedet;

Vi har lige haft en stor Drag-Queen fest i fredags, sodavandsparty godt nok, men det viste sig at være en virkelig fed aften med dans, konkurrencer og transvestitter.

Så har vi lige haft feltfagsuge og eftersom mit feltfag er Film/TV er min uge gået med at lave gyserfilm. Faktisk virkelig sjovt,  jeg var manuskriptforfatter og klipper og resultatet blev ret fedt!

I søndags var det Efterskolernes Dag, som egentlig går ud på at alle dem, som har lyst, kan komme og blive vist rundt og få en samtale med en lærer på hvilken som helst efterskole i Danmark. Det er eleverne som viser rundt, og jeg havde en super nice eftermiddag med min rundviser-ven, Jack. 

Desværre har der været lidt frafald her på det sidste. Vi mistede min gode ven - også andenårselev - Jeppe for et par uger siden, min anden halvdel Line - endnu en andenårs - i sidste uge og to andre, Nadja og Nick i denne uge. Det har taget hårdt på forsamlingen, men den gode stemning er så vidt muligt bibeholdt.

Jeg kom til at tænke på min forhenværende roomie, Cirkeline, idag. Jeg læste hendes fine lyserøde natbrev hun skrev engang i Januar og blev helt nostalgisk. Så sidste år, strejfer stadig mine tanker, men ingen tvivl om at Rantz 10/11 er en kæmpe succes! Nu vil jeg så småt slutte af, jeg lover at blive bedre i fremtiden til at opdatere.

Over and out.

Billeder:

1. Min date, Michael, og jeg til Drag-festen. Vi var festens gamle ægtepar - fejrer sølvbryllup her på lørdag. Elsker dig snullergøj.

2. En almindelig dag i hullet på Rantz.

3. Min retarderede ven Mathias og jeg.

4. Lusene har invaderet skolen og det har sat gang i en karse-klip-dille. Her ser i Morten, Køge og Magnus, som har valgt at gå munke-style. I hvert fald i lidt tid. 

5. Vores grafitti-væg.

Bedre sent end aldrig.

Okay, indrømmet. Det er alt for længe siden mit sidste blogindlæg. - Men jeg har en undskyldning! Jeg er nemlig startet på Rantzausminde Efterskole! Igen! Og her er fantastisk! De sidste 9 dage er fløjet forbi i en glædesrus og uldstrømper! Vi ligger i klumper, drikker kakao, laver syrede arrangementer og her er så småt begyndt at brede sig en stemning, som kun en efterskole kan besidde.
 Vi har indtil videre haft to bryllupper, - hvor et af dem indeholdt sydstatsflag og shotgun og tog plads på toppen af et shelter i en skov - blevet hevet ud af sengene midt om natten og sendt ud på gyser- orienteringsløb i skoven, vi har leget gæt og grimasser, vist vores gamle folkeskoleprojekter frem for hinanden, spillet en helvedes masse Uno og fået flere grineflip end der er stjerner på himlen. 
Kort sagt; efterskole er det bedste i hele verden! - Og det ultimativt hyggeligste. 


Billeder: 
1. Sally og Martina.
2. Sille og Esben - og Cassiopeias mur.
3. Uldstrømper og nusning; Essensen af efterskole!


PS: Jeg har købt et Nikon D60 spejlreflekskamera! 

Second time around..

Jeg sidder her, stadig i Grenå, og tænker. Her er ikke så skide meget andet at lave, når Frede har været til førstehjælpskursus hele dagen og ikke kommer hjem de næste to timer. Anyways, jeg sad lidt og tænkte, mens jeg gumlede på de, utroligt kunstigt-smagende, Lidl-chips jeg har købt til 7 kr.
Mine tanker faldt på det efterskoleår jeg lige har afsluttet, og det jeg er på nippet til at begynde på. Hvordan bliver det, når jeg ser en anden ligge i min gamle seng, og i mine roomies gamle senge? Hvordan er det når man ikke længere skal høre på Sigurds brok og Kjeldsens dårlige jokes ved middagsbordet? Eller skal lave natterend op til kæresten? Alle de oplevelser jeg har delt med disse 90 mennesker, og den udvikling vi har gennemgået sammen, den skal jeg gennemgå igen. - Men med nye mennesker! Det er en sindssygt underlige følelse.
Jeg fandt den parfume jeg brugte i starten af året og straks blev jeg kastet tilbage i virvaret af gamle minder fra starten af året. Jeg huskede aftener i TV-stuen med varm kakao, første køkkentjans og dengang vi tømte en halv hårspray i mit hår og toupérede det, indtil jeg havde en stor candyfloss af hår, på hovedet.
Og alle sådan nogle syrede efterskole-ting skal jeg lave i et helt år endnu, men bare med nogle helt andre mennesker! Jeg er overbevist om at det bliver fantastisk! Men det er bare lidt af et anti-klimax, jeg glæder mig slet ikke som sidst. De kongeørne jeg havde i maven sidste år, føles lidt som små fluer i år. En ting er sikkert, det bliver aldrig det samme og intet vil nogensinde kunne erstatte Rantz 09/10. 'Cause we're the cartoon heroes.
- Men nu springer vi ud i det og gi'r den fuld gas undervejs!

Fest og farver.

Jeg sidder nu, alene på Fredes kollegieværelse i Grenå, og skal til at berette om den fantastisk hyggelige 50-års fødselsdagsfest vi begge var til i lørdags. Men før jeg går i gang, tror jeg lige jeg snupper en Oreo.
Nå, men som før nævnt, var lørdag d. 14. dagen, hvor min stedfarfar, Carsten, holdt sin 50-års fødselsdag. Han har ganske vist fødselsdag i januar, men vejret skulle jo være til det.
Jeg har altid haft et andet hjem ude hos min farmor, Kirsten og hendes mand Carsten, så det kom som ingen overraskelse, at langt de fleste af gæsterne var nærmest som familiemedlemmer for mig.
Der sad vi så 44 mennesker i et telt, i regnvejr. 44 mennesker som havde oplevet hinanden på godt og ondt. De havde kendt til hinanden da de var unge i 80'erne, da de lyttede til Wham! og gik i sejlersko. De havde set hinanden blive gift, få børn, kommet til brylluppet, barnedåben, 5, 6, 7 og 8-års børnefødselsdagene! Nu sad de, middelaldrende, med de selv samme koner - ganske vist i en lidt ældre version, næsten voksne børn og posen fuld af gode minder om hinanden. De havde grint, de havde grædt og de havde kæmpet sig gennem livet sammen. Alt det blev fremhævet i de mange tårefulde taler.
Jeg holdt også selv mit livs første tale! (Ja, der er jo nogen der kan.) De seks nærmeste, dvs. min far, min farmor, min kusine, Katja, min stedmor, Stina, min farbror, Christian og jeg, rejste os alle op og skiftedes til at fortælle en lille kort historie om en oplevelse vi havde haft med Carsten. Min far fortalte om Malurt-koncert, Stina om grillaftener i haven, Katja om hendes konfirmation, Christian om de prøvelser han havde udsat Carsten for som teenager og jeg om en aften han skulle synge godnat-sang for mig. Hold da helt op, jeg måtte kæmpe for ikke at tude. - Det endte faktisk med at jeg måtte tænke på små babyer der blev sprunget i luften, for at tårerne ikke skulle få overtaget! Men jeg klarede det og sluttede skam også af med at få hele selskabet til at skraldgrine. Sådan skal det sgu gøres!
Men nu vil jeg slutte af, læne mig tilbage i stolen og tage endnu en Oreo.
Tjuhej!

Lights, camera, solnedgang!

Igår, efter elleve dage, fik jeg endelig set min kæreste, Frede igen! Vi tog ud til de før omtalte bedsteforældre, Kirsten og Carsten (se "Familiehygge."), for at hjælpe med forberedelserne til næste dags 50 års fødselsdagsfest. Da var det at Carstens Nikon D60 stod fremme og en foto-entusiast, som jeg selv, måtte da vist liiiiige kigge lidt - med fingrene vel og mærke. Og ganske uopfindsomt, men hyggeligt, tog vi til stranden en aftenstund for at tage billeder af solnedgangen bade havet i gyldent lys. So, here it is! - Nogle af dem i hvert fald.

Billeder:
1. Egentlig er det en klinke med stjernetegnet Tvillingen, og jeg er Vægt, men den er lidt sød alligevel.
2. Fredes fødder på vandring mod havet.
3. En jolle i havet. Ser faktisk lidt ensom ud.. - Hvis en jolle altså kan det.
4. Solnedgangskiggeri af Frede. 
5. Jeg fandt en "ø" ude i vandet.
6. Bølger.
7. Mere solnedgangskiggeri, denne gang af mig.
8. Flere bølger.
9. Waterskiing i gyldent hav.
10. Blodrød solnedgang! (Uredigeret skal det lige siges!)

For det første, undskyld forsømmelsen! De sidste fire dage har været propfyldt med veninder og desværre blev tiden til skriveriet lidt knap. Så hvad er der sket siden sidst? Jeg kan jo starte fra en ende af.

Fredag - Vadede rundt i Roskilde centrum i et par timer, savlende over det ubeskriveligt lækre Nikon D300, med en veninde, Katerina. Herefter tog jeg i Tivoli med en anden veninde, Ditte og hendes kæreste, Alexander. Forresten er udsigten fra Det Gyldne Tårn om aftenen fantastisk!

Lørdag - En ganske vidunderlig aften med Therese. Jeg havde købt stort ind med slik og det endte op med at vi pludselig kiggede udenfor og det var lyst! Vi havde snakket hele natten væk, og gud hvor var det rart.

Søndag - Hængte ud hos Therese, hvor nogle gamle venner droppede forbi og vi så klam gyserfilm (Trick 'r Treat), det meste af dagen. Om aftenen for at det ikke skal være løgn, kom en ny veninde, Nina, og det blev til tøsefilm og dans i regnen.

Mandag - Shopping, shopping og atter shopping! Jeg har fået nogle überfede ting, når man ser bort fra at det var det længe og inderligt ønskede spejlreflekskameras opsparing, der fløj sig en tur! Og jeg fik set min gamle veninde, Marie igen, efter et helt år!

Alt i alt, nogle super fantastiske dage!

Billeder:
1. Det ubeskriveligt højt ønskede Nikon D3000!

Familiehygge.

Igår blev dagen brugt på familien og der blev rigtig skruet op for hygge med grill, strandtur og gamle historier! Familietamtam er nu ikke så slemt, jeg fik i alt fald set min kusine, Katja, igen, efter lang tid. Og hvem nyder ikke et godt slag Trivial Pursuit i ny og næ? 

Den danske sommer tro, grillede vi i haven og midt under indtagelsen af pølser, nye kartofler og Faxe Kondi, begynder det selvfølgelig at styrte ned! Så sad vi dér, fanget under to næsten tætte parasoller og snakkede i timevis. 

Senere på aftenen, indenfor i tørvejr, blev stearinlysene tændt og isen blev fundet frem, og det hele blev afsluttet med en hel nats tøsesnak. Familiehygge er nu helt okay en gang imellem. 

Billeder:

1. Katja på Havnsø Strand.

2. Tid til at sætte sig ned og hygge sig med kaffe (hvis man nu drak det).

3. Grill i haven, ganske hyggeligt.

4. Aftentid, stearinlysene bliver tændt og de gamle historier bliver genfortalt.

5. Trætte piger efter en All-Night'er.

There's a first time for everything.

Efter to dages koncentreret, småfrustrerende arbejde med layout og navngivning, er min blog (stort set) færdig og jeg er klar til at skrive mit første blogindlæg! Vuptidu! Det at finde på en titel til bloggen, har skam ikke været helt let! Efter tre timers brainstorm, valgte jeg så at gå på Omegle og forsøge at få nogle inputs ud af random mennesker. Da jeg så tretten gange havde afvist middelaldrende mænd i at se mig nøgen, mødte jeg endelig en flink svensker fra Skåne. Han foreslog "Oomkullrunkelig". Et andet forslag jeg fik, var fra en god veninde, Line, som mente at den skulle kaldes "Danser med Bananer" og et tredje "En Rullemaries dagdrømme" af Anders Plambæk. Alle forslag var ganske vist lidt særprægede, men ellers fine forslag. Credits til Anders Plamsebæk, Flink Svensker og Line Mungaard! *KLAPSAVLE* (ja).